Nysgerrig, idérig og fuld af gå-på-mod
Jeg er generalisten, der kan lidt af hvert og interesserer sig for lidt af hvert. Med andre ord: Du kan kaste mig ud i hvad som helst, og jeg griber udfordringen.
​
Når det er sagt, så drømmer jeg om at være journalisten, der sætter nuancer på aktuelle dagsordener, forklarer årsagssammenhænge og hjælper læseren med at sortere og navigere i en til tider overvældende mængde af nyheder.
​
Jeg elsker at dykke mig ned i emner, uagtet om de er fagligt tunge og komplicerede eller anderledes og skæve, og jeg vil nørde emnet, indtil jeg ved stort set alt om det. Min erfaring er, at det kun er ved at sætte sig grundigt ind i et emne, at man bliver i stand til at stille de helt rigtige spørgsmål.
Hvem er jeg?
Det er et svært spørgsmål at svare på for en 26-årig. Men jeg vil prøve. Om end jeg ikke er så god til denne slags - lad os være ærlige - selvpromoverende salgstaler. Men det siger måske i virkeligheden også noget om, hvem jeg er. For jeg er ikke den, der råber højest eller fylder mest i et rum. Nuvel, jeg er ikke bleg for at sige min mening eller byde ind i diskussioner, men jeg er ikke typen, der siger noget bare for at sige noget. Nogle vil måske mene, at man bør være frembrusende for at være en god journalist. Men det mener jeg ikke. Tværtimod mener jeg, at det kan være langt mere betydningsfuldt at besidde evnen til at lytte, observere og lære. Med det sagt vil jeg alligevel forsøge at give jer en idé om, hvem jeg er.
Personligt er jeg...
​
Nysgerrig
Mine forældre kaldte mig altid spørgejørgen, da jeg var barn. De synes mildt sagt, at jeg var pænt irriterende med alle mine konstante hv-spørgsmål. Men nysgerrighed har altid været en indædt del af mig. Jeg kræver svar, og jeg bliver ved med at spørge, indtil jeg føler mig grundigt nok oplyst.
​
Stædig
Jeg er stædig, men på den gode måde, hvis jeg selv skal sige det. Jeg giver ikke så nemt op, når jeg møder modstand. Og hvis der er noget, jeg virkelig vil, så kæmper jeg for det.
​
Robust
Fra konflikthåndtering i en 2. klasse over flabede teenager i en 9. klasse til halvarrogante Porsche-kunder, der skælder ud i telefonen. Jeg har efterhånden håndteret en masse forskellige mennesker og situationer, og der er derfor snart ikke meget, der kan slå mig ud.
​
En grinebidder
Jeg elsker at grine - også på arbejdspladsen. Derfor sætter jeg også stor pris på en let og uformel tone blandt kollegaer, og det gør det altid sjovere at gå på arbejde, hvis der også er plads til at grine af og med hinanden ind i mellem.
​
En holdspiller
Det lyder virkelig klichéagtigt, men den er god nok. For jeg har faktisk spillet holdsport hele mit liv - fodbold, nærmere bestemt. Men om det er på banen eller på arbejdspladsen, er det vigtigt for mig, at man hjælper og støtter hinanden.
​
Fagligt er jeg...
​
​
God til at sætte mig ind i kompliceret indhold
På mine studiejobs hos Dansk Standard og senest hos Dansk Industri har jeg skullet sætte mig ind i fagligt tungt og til tider kompliceret indhold for at formidle det på en fængende og letforståelig måde.
​
Struktureret
Jeg trives bedst med et overblik - og det er også derfor, at jeg er god i pressede situationer. Jeg kan have mange bolde i luften samtidig og overholder altid deadlines - også de korte. Jeg er en planlægger og arbejder på en organiseret og effektiv måde.
​
Selvkørende
Jeg er ikke bange for at stille dumme spørgsmål eller bede om hjælp - men jeg forsøger altid først at finde svar og løsninger selv.
​
Detaljeorienteret
Nogle vil måske kalde det perfektionistisk, og det er måske også rigtigt nok. Men jeg går op i at gøre ting ordenligt, og jeg afleverer ikke noget, før jeg er sikker på, at alt er, som det skal være.